Efter et forløb hos erhvervspsykolog Joan Siiger overkommer Annitta nu mere.
Det nye er blot, at hun nu bruger færre kræfter
April 2010. Annitta står foran sin chefs skrivebord, ti meter fra sit eget, i Arlas tidligere hovedkontor i Viby. Hun har en vigtig besked til ham. Virkelig vigtig. Den er så vigtig, at hun har skrevet den ned på en lille gul seddel, dedikeret, organiseret, og præstationsorienteret, som hun er.
“Ja?” spørger chefen venligt, da han kigger op.
Annitta kigger ned på sedlen, og det svimler for hende. Hun aner ikke, hvad der står – kan simpelthen ikke dekryptere blækket på papiret. Hun kan heller ikke huske noget om, hvorfor hun står her, hvad hun ville, hvorfor hun gik hen til sin chef.
“Øøh, ikke noget,” mumler Annitta desorienteret og trasker tilbage til sit eget skrivebord i ingenmandsland, chokeret og overbevist om, at der er noget helt galt med hendes hoved.
En barsk erkendelse
Siden Annitta kom tilbage til jobbet efter en omgang lungebetændelse i januar 2010, havde hun ofte følt en trykken for brystet, hjertebanken og hovedpine. Alt sammen meget ubelejlige eftervirkninger, som havde været med til at presse hende yderligere i funktionen som løsningsejer for Arlas debitorsystem i SAP, der også inkluderer opgaver som projektleder og testkoordinator, rejser og telefonsupport på alle tider af døgnet.
Udover de fysiske symptomer havde Annitta længe følt sig træt, trist, glemsom og hidsig: Vé den arme kollega, der ringede til hende – han kunne være sikker på en gedigen skideballe, uanset hvad!
Chefen havde forsigtigt antydet, at det virkede som om, Annitta var stresset, og han foreslog, at hun blev sygemeldt, og begyndte på et forløb hos erhvervspsykolog Joan Siiger.
“Jeg er ikke skør, jeg har bare travlt,” havde Annitta svaret, men var dog gået med til en deltids sygemelding for at komme sig ordentligt ovenpå lungebetændelsen – som hendes læge dog ikke kunne se nogen eftervirkninger af.
Den dag, de gule sedler holdt op med at give mening, blev Annitta sygemeldt på fuld tid med stress.
Stress som katalysator
Erhvervspsykolog Joan Siiger har mere end 25 års erfaring med at arbejde med mennesker med stress. Hun har set alle Annittas symptomer – og flere til – mange gange.
“Noget af det sværeste for mennesker med stress er faktisk at nå frem til en erkendelse af, at de er syge,” fortæller hun.
“Det er som om, det er en endegyldig dom, der falder sammen med diagnosen. Man forestiller sig måske, at man aldrig bliver den samme igen, at karrieren smuldrer, at man aldrig mere vil kunne præstere noget særligt, og derfor nægter man. Men sådan behøver det slet ikke at være. Hvis man lærer at finde frem til de mønstre, der giver én stress, og får dem vendt, så kan man få frigjort en masse kræfter, man ikke vidste, man havde,” fortæller psykologen.
“Uden på nogen måde at ville underkende det smertefulde i Annittas og andres sygdom, ser jeg stress som en katalysator for personlig udvikling,” siger Joan Siiger.
Men processen tager tid og kræver vilje.
Det lange træk
Det er juli 2012. Annitta tager imod i Arlas nybyggede hovedkvarter i Viby. Hun er tilbage på arbejdet for fuld damp, i nye omgivelser, og med nye arbejdsopgaver – for hun har bedt om flere udfordringer i sit job.
“Da jeg først indså, at jeg var syg, så tog min vilje over, og jeg bestemte mig for, at jeg ville vende det her. Jeg ville ikke være sådan en hidsigprop, jeg ville være imødekommende og glad,” fortæller Annitta.
”Joan har været fantastisk til at høre, hvad det egentlig var, jeg fortalte hende, selv om jeg havde svært ved at sætte ord på mine følelser i begyndelsen,” erindrer Annitta.
Sammen begyndte de to at finde frem til Annittas mønstre og ændre dem. At vende den negative energi til noget positivt. Annitta skrev dagbog, dyrkede motion, arbejdede med sine kreative interesser og kom jævnligt hos Joan Siiger. Blandt andet arbejdede hun med Joan Siigers heste, som åbnede hendes øjne for, hvordan hun kommunikerer med sin krop uafhængigt af sproget.
“Der er rigtig mange ting, der er gået op for mig. For eksempel, at jeg aldrig har manglet selvtillid, men til gengæld ikke havde noget selvværd,” konstaterer Annitta. “I dag kan jeg lide mig selv, og jeg kan leve med, at jeg ikke altid skal have 100 procent styr på alting. Jeg har også lært at uddelegere både her og derhjemme,” fortsætter hun.
Førhen klamrede Anitta sig sådan til sine opgaver, for ikke at blive overflødig i sit job og blev dermed aldrig tilbudt noget nyt og spændende, men det har ændret sig. Hun har lært at give slip og blot møde op med åbent sind, og se, hvad ’det her’ går ud på, hvem er med i projektet, og hvor langt kan man nå sammen.
”Det var et venligt dyr på 300 kilo, der blidt viste mig, at selv om jeg har et fast greb i tøjlerne, kan tingene somme tider bevæge sig i en anden retning, og så kan det være, det i virkeligheden er det, der er meningen,“ smiler hun ved tanken.
Anitta har også lært at tage kontrollen tilbage og understreger, at det aldrig ville være sket uden Joans hjælp.
En blød start
Forløbet har været hårdt, og det har taget tid, erkender Annitta. Først i august 2010 var hun tilbage på jobbet med 3 timer om dagen i fem uger, og herefter 5 timer om dagen frem til nytår. Fra januar 2011 har hun arbejdet på fuld tid igen med “løs bagkant”, og gradvist er hun blevet mere effektiv i de timer, hun tilbringer på sit arbejde. I dag vil hun betegne sig selv som “tilbage med 120 procent” – men uden at bruge så mange kræfter som før.
“Nu kender jeg mig selv så godt, at jeg med det samme opdager, hvis jeg genoptager et dårligt mønster fra tidligere, og så ændrer jeg min adfærd. Det er også derfor, jeg har bedt om nye arbejdsopgaver. Alle de dårlige mønstre lå jo i mit gamle job, og dem vil jeg ikke tilbage til,” smiler hun.
”Min sygdom – og processen ud af den – har givet mig en vitaminindsprøjtning. Jeg er blevet mere afrundet som person,” konkluderer Annitta.
Og hvornår har hun så senest givet nogen en skideballe? Det tænker hun over længe.
“Det kan jeg ikke huske. Men jeg vil tro, det har været min søn på ti år, og det har nok handlet om noget med orden på hans værelse…
Nej, jeg kan faktisk ikke huske det, og min hukommelse fejler ellers ikke noget,” funderer hun.